Generalforsamling 2024

Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv vil hermed gerne indbyde til

Generalforsamling

Tirsdag den 27. februar 2024 kl. 19:00 i Strandby Borger- og Kulturhus
Skolevej 2, 9970 Strandby

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Aflæggelse af regnskab for 2023 ved kasserer Ivar Bengtsson.
  4. Budgetforslag for 2024.
  5. Arkivlederens beretning for 2023.
  6. Indkomne forslag. (skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før
    generalforsamlingen).
  7. Valg af stemmetællere.
  8. Valg til bestyrelsen:
    Der vælges 2 personer til bestyrelsen i lige år og 3 i ulige år.
    På valg er Zenitha Nielsen og Hanne Lundholm.
  9. Valg af 2 revisorer for 2 år
    På valg er Birgit Larsen og Jørn Andersen.
  10. Valg af revisor suppleant for 2 år.
    På valg er Bent H. Pedersen.
  11. Eventuelt.

Der serveres kaffe og kage.

Ved generalforsamlingen vil Jens Ole Jensen komme med et spændende oplæg.
Jens Ole Jensen er født og opvokset på ”Vester Kragskov” i Jerup og bor stadig i byen.


Vi håber, at vi ses,
/Bestyrelsen

Arkivets Julehilsen 2023

Hermed ønskes I alle en Glædelig Jul og et Godt Nytår med Tak for det gamle år fra Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv.

1000 Tak til alle medlemmer – uden jeres støtte vil det være op ad bakke altid.
Tak til alle jer, som har hilst på til vores foredrag, arrangementer og til jer, som har kigget forbi på arkivet på Skolevej.

Vi håber at vi ses rundt omkring i sognet og oppe på selve arkivet på Skolevej i Strandby i 2024.


Husk at vi altid gerne modtager gamle billeder, som fortæller noget om vores historie, så kig endelig forbi, hvis du har billeder f.eks. fra din barndom eller ungdom, uanset hvornår du er født. Vi lover at passe godt på dem…

Det kan også være at du har erindringer, som du har skrevet ned – eller måske du har lyst til at få os til at lave et interview på bånd om lige netop det du husker, så du slipper for at skrive ?…

Vi ses i det nye…

/Jeppe

Efterårsforedrag i Jerup

Godt 30 fremmødte og spændte tilhørere blev godt underholdt af en engageret og vidende Kjeld Christensen, som tog os igennem både A. P. Gaardboe’s og Jørgen Wendelboe Larsen’s liv og levneder hver for sig og især også deres fælles oplevelser.

I parallel hørte vi om selve Gårdbogård, Danmarks nordligste herregård – og som Kjeld kunne pointere samtidig også både Danmarks ældste herregård og Danmarks yngste herregård (hvis man ikke lægger for meget vægt på at det har været forskellige byggerier igennem tiderne).

Gårdbo Sø kom også under lup og vi blev underholdt med Wendelbo Larsen’s kvaler med at finde en race af køer, som ikke sank ned og sad fast i hans nydrænede søbund. Han endte som bekendt med at finde og introducere Jersey-køerne til Danmark som den første. Køerne blev sejlet til Fladstrand og gennet op af stranden næsten til Ålbæk og derefter ind i landet til deres nye levested ved Gårdbo.

I pausen var blev der serveret hjemmelavet lagkage, kaffe og pebernødder og snakken gik godt. Afslutningsvis var der tid til spørgsmål og med stor spørgelyst afsluttedes efterårsforedraget i Jerup Præstegård.

/Jeppe

Fond er interesseret i Ellinggård


Følgende er sakset fra kanalfrederikshavn.dk:
Link: Præsenterer skitser for fremtidig anvendelse af Ellinggård (kanalfrederikshavn.dk)

Knud Erik Jørgensen fra danmarks KULTURARV vil på et møde mandag aften (11-9-23) i Elling præsentere nogle skitser for den fremtidige anvendelse af Ellinggårds bygninger og have.

Knud Erik Jørgensen fra danmarks KULTURARV kommer til Elling, hvor der er møde kl. 19.00 i Sognegården på Tuenvej 10a.

På mødet vil jeg informere om, hvad danmarks KULTURARV er for en størrelse. Vi er konkret et almennyttigt ApS – med tilhørende venneforening – der sigter mod at stifte en dansk kulturarvsfond. Det har været efterspurgt en del årtier. Dernæst vil jeg informere om overtagelses- og restaureringsprocessen, omend sidstnævnte må afvente en forundersøgelse og handleplan. Endelig vil jeg præsentere nogle skitser for den fremtidige anvendelse af bygning/have. I den forbindelse spørger jeg, hvilke idéer foreninger og ildsjæle i lokalområdet har. Rammen for det hele er den bevarende lokalplan, som Frederikshavn Kommune har udarbejdet, og som den fremtidige anvendelse må respektere, siger Knud Erik Jørgensen til Kanal Frederikshavn.

Hvor mange penge vurderer du, at der skal bruges for at restaurere Ellinggård?

Jeg er bekendt med et budgetoverslag for et projekt i cirka 2012, men budgetovervejelser må nødvendigvis afspejle, hvad man ønsker at opnå og tilgangen til opgaven. Eksempelvis har firmaet Genbyg p.t. egetræsbjælker til salg for 600 kroner stykket, så selv 75 af slagsen vil ikke udgøre en tung post på budgettet. De konkrete bjælker er dog for korte til Ellinggård, så det er udelukkende et regneeksempel. Der er også et firma, som med hempcrete opbygger isolering på den indvendige side af bindingsværkmure. Metoden sparer et antal arbejdsgange, er godkendt af Slot- og Kulturstyrelsen og afprøvet på en gård ved Faaborg. Bygningen i Elling er ikke fredet, så det er kun retningslinjerne i lokalplanen, der skal følges, pointerer Knud Erik Jørgensen.

Har I gjort noget tilsvarende andre steder?

Danmarks KULTURARV er et ungt firma, som er i gang med Kruså Vandmølle. Vi har blandt stiftere og bestyrelsesmedlemmer velanskrevne og erfarne folk (arkitekt, tømrerfirma, byggechef, ejendomsudvikler og projektleder). Med hensyn til projektets realiserbarhed er vi inspireret af projekter som eksempelvis Jernstøberiet i Asaa, Ane Maries Hus i Vrensted og Kreativitetshuset i Lildstrand, oplyser Knud Erik Jørgensen.

Alle interesserede er meget velkomne til mødet mandag aften i Elling.

Ellinggård skiftede sidst ejer for 11 år siden, da landmand Lars Kringelholt solgte ejendommen til landmand Casper Poulsen. Hovedbygningen trænger i høj grad til en kærlig hånd. Byrådet i Frederikshavn Kommune har besluttet, at bygningen ikke må ombygges eller nedrives uden byrådets godkendelse.

Ellinggård er en herregård, og kan dateres helt tilbage til 1440. I den lange række af ejere gennem tiderne finder vi navne som Gyldenstierne, Sparre, Kaas, Ulfeld og Banner. Den nuværende hovedbygning stammer fra 1600-tallet, men har i mange år stået ubeboet og er i stærkt forfald.

Avlsbygningerne er i brug, og der drives landbrug på Ellinggård. Ejeren har flere gange anmodet Frederikshavn Kommune om tilladelse til at rive hovedbygningen ned, men har fået afslag. Den er bevaringsværdig, men ikke fredet.


/Jeppe

Udskiftning af udstilling i Tatol

Så er der igen kommet nye billeder i udstillingsvinduerne i det gamle Tatol. Der er temaer med både gamle gårde i området og med gamle fiskekuttere. Det hele foregår i forretningsvinduerne på Havnevej 4B i Strandby – overfor Genbrugscenteret.

Billedet er taget af Strandgårdens Aktivitetscenter

Kig forbi og lad os høre, hvad du synes af både godt og skidt om udstillingen,

/Jeppe

Referat fra Generalforsamlingen 25. januar 2023 kl. 19:00 i Strandby Borger- og Kulturhus

24 deltagere.

REFERAT.

1.  Valg af dirigent.
      Jørn Andersen valgt.

2.  Formandens beretning for 2022.
     Jeppe Kajgaard aflagde en fyldestgørende beretning om året der er gået.
    Beretningen vedhæftet referatet.

3.  Aflæggelse af regnskab for 2022 ved kasserer Iver  Benktsson.
      Ivar Benktsson gennemgik regnskabet, ingen kommentarer.

4.  Budgetforslag for 2023
      Budgetforslaget godkendt.

5.  Arkivlederens beretning for 2022
      Karin Pedersen gennemgik, hvor mange henvendelser arkivet har haft i året, og
      fortalte, at der er 6.446  der har søgt på arkivets side på Arkibas.
      Vores arkiv har nu registreret 11.755 billeder. Opgørelse vedhæftet referat.

6.  Ændring af tidspunkt for afholdelse af generalforsamling.
      Bestyrelsens forslag – inden udgangen af februar måned.
      Vedtaget med alle deltagere.

7.  Ændring af kontinent: bestyrelsen foreslår 100 kr. for enkelt personer og  150 kr.
     for husstanden.
     Vedtaget uden protester.

8.   Indkomne forslag.  ( skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før    generalforsamlingen ).
      Der er ikke kommet nogle forslag.

9.   Valg  af stemmetællere.
      Punktet udgik.

10. Valg til bestyrelsen:
      Der vælges 3 personer til bestyrelsen i ulige år.
      På valg er: Jeppe Kajgaard, Niels Ole Christensen og Karin Pedersen.
      Da Karin er Arkivleder skal der gerne findes en afløser. De øvrige modtager  genvalg.
      Det lykkedes ikke at finde et nyt medlem til bestyrelsen, så Karin Pedersen  fortsætter .

11. Valg af revisorsupleant for 1 år.
      Bent H. Pedersen valgt.

12. Eventuelt
      Intet.

Efter generalforsamlingen og kaffe havde H.H. FREY et meget spændende indlæg om Arkivets historie fra ide til opstart januar 1979.

Frey startede med at fortælle om sprogets udvikling  gennem tiderne.
Hvad kommunesammenlægningen havde af betydning i sognene der nu ville have lokalarkiver for at bevare den nærhed der var i sognene.
Sogn – søge – søgte i kirke – sognekirkerne blev ved at eksistere.
Første møde i arkivet der blev startet af K. Benktsson havde 10-15 deltagere,
Første generalforsamling blev afholdt 15. Marts 1979.
Frey gennemgik, hvem der har været formand i gennem tiden og hvem der har været medarbejdere på arkivet.
Han fortalte om, hvad der har været arrangeret gennem tiden af foredrag, byvandringer, billedaftener m.m.

Et  meget spændende indlæg.

Ref. HL.



Formandens beretning ved generalforsamlingen 25. januar 2023

Beretningen for 2022 starter lidt indadvendt, kan man sige. Vi er generelt ramt hårdt af manglende ’lyse’ timer og/eller bemanding og har derfor måttet bruge noget tid på at få sat navn og indhold på de opgaver og projekter, der er på vores ønskeseddel for året.

Med den fremkomne pænt store oversigt i hånden har vi så kunnet konstatere, at vi desværre er blevet nødsaget til at ’ambitionsjustere’, forventningsafstemme eller hvad man nu kalder det nu om dage.

Det er desværre ikke muligt at få enderne til at nå sammen og det har naturligvis givet os store frustrationer. De 3 store hovedopgaver; arkivering, formidling og daglig drift, trækker alt, alt for store veksler på alt for få frivillige og der er blevet skåret ned på indsatsen på alle områder, for at forsøge at holde gejsten oppe i gruppen og sikre at ingen kører sur i arbejdet, som jo trods alt er frivilligt. Den megen snak henover foråret om de facto GDPR-lukning af alle landets lokalarkiver har også tæret på kræfterne og næret til modløsheden her.

I et parallelt spor har Frederikshavn Kommune i 2022 omlagt støttekrone-beregningen for lokalarkiver på en sådan måde, at vi ikke kan tillade os at lukke et område helt ned midlertidig, for at ’komme op og få lidt luft’. Nu om dage skal vi arkivere og vi skal formidle for at få del i støtten.

Vi er kommet frem til en løsning som ca. ender med 1/3 af timerne til arkivering, digitalisering og registrering og 2/3 til formidling og drift. Vi har skåret formidling til, således at den kræver mindst mulig timer af os pr. ’arrangement’ og vi har investeret os ud af nogle af driftstimerne bl.a. med køb af tidssvarende grej.

Vi håber dog rigtig meget, at der på mirakuløs vis dukker et par frivillige op snart, da vi har meget arkivering og mange gode ideer til formidling, som vi er kede af, bliver nedprioriteret år efter år. Hermed en opfordring, hvis nogen har et par timer i overskud.

Nye ting på sociale medier inkluderer en spæd opstart på en YouTube kanal, hvor vi vil præsentere en række af de videoklip, vi har på arkivet. Der er ved at blive forfattet et indlæg til facebook og hjemmesiden med detaljer om hvordan I kan komme til at nyde de mange gamle film.

Et superhurtigt gennemløb af de udadvendte aktiviteter:
Kalenderen sagde Pinse, da vi første gang var ude med butikken – Aktivitetsudvalget havde inviteret os og en stand med billeder og videofilm med til deres Pinsemarked på Strandgaarden og vi fik en hyggelig sludder med nogle af de besøgende.

Udstillingen i Tatol – Det er lykkedes os at finde kræfter til 2 udstillinger i 2022 – Husk at sige til, hvis der er gode ideer eller ønsker til temaer osv.

I juli blev der igen tid til Sjov på Strandby Havn og med vores nye stabile pavillon var der gode forhold for alle og vi undgik at skrive mere elektronik på tabskontoen. Nye medlemmer blev det også til, så det var et hit.

September bød på Kirkegårdsvandring i Jerup, som et led i vores ’Jerups-indsats’. Igen i samarbejde med Bo Storm, blev det et veritabelt tilløbsstykke med knap 50 fremmødte, hvoraf en lille håndfuld blev nye medlemmer. Husk i øvrigt at alle arrangementer er slået op på vores hjemmeside og der som regel er efterfølgende kan findes referat og billeder samme sted.

Oktober – Slægtens Dag – denne gang i Skagen. Også en af de bundne opgaver mht støttekroner. Ikke så mange fremmødte, men vi fik en del snak over hækken med de andre arkiver især på baggrund af ’sagen’ med Bangsbo-lukningen, støtteomlægningen osv og vi skal jo heller ikke undervurdere den slags netværk.

Videre til november og et proppet Borger og Kulturhus hørte Efterårsforedrag med Jan Hammer om strandhugst, jøde- og våbentransporter. Nye medlemmer her også.

Sidste arrangement i 2022 var ’mød arkivet’ til FDF’ernes Julemarked med hyggelig (og kold) sludren omkring vores juletræ pyntet med gamle fotos og det kastede årets sidste nye medlemmer af sig.

Også i år har der været brugt tid på en fornyelse af infotavlerne på Bannerslundstien og vi er nu i tæt dialog med Center for Teknik og Miljø + Park & Vej. Det er lige op over nu…

Jeg har nævnt det her med nye medlemmer nogle gange nu…Når vi snakker med andre arkiver lokalt heromkring eller endda bredt i Nordjylland, er vi nok det eneste lokalarkiv, som har medlemsfremgang.

Denne medlemsfremgang er, ud over den kontante økonomiske værdi meget vigtig for os. Uanset hvor vi stiller op henne, så går vi jo altid og håber på netop den her ene henvendelse, hvor en behjertet sjæl siger ’jeg vil i øvrigt gerne hjælpe til’ og jo flere medlemmer vi skaffer og fastholder – jo større kendskab til vores eksistens og virke – så måske en skønne dag…

Afslutningsvis vil jeg sige mange tak til de frivillige, som hjælper med indtastning af data, formidling og andet arkivarbejde og på den måde er dem, som driver vores arkiv.

/Jeppe

Arkivlederens Beretning

Indleveringer 14 billeder

Journal : 9
Arkivfond : 0
Enkeltbilleder : 11
Billedserier : 3
Bøger : 2 (fra Jerup)
Andet : 1005 (bl.a. fra de grønne kort)
25 billeder i alt lagt ind i Arkibas 2022.
Antal billeder på Arkiv.dk 7468, samlet i alt : 11755
Søgninger i alt i 2022 på vores Arkibas side er 6446.

Mest søgte på vores arkivs side i Arkibas:

Registreringsnummer Visninger
A2: 2042
F113: 810
A205: 545
U366: 529
F134: 421
F58: 398
B1952: 354

Besøg på arkivet: 16
Henvendelser via mail: 25

/Karin





Generalforsamling 2023

Elling Sogns Lokalhistoriske Arkiv vil hermed gerne indbyde til

Generalforsamling

Onsdag den 25. januar 2023 kl. 19:00 i Strandby Borger- og Kulturhus
Skolevej 2, 9970 Strandby

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning for 2022.
  3. Aflæggelse af regnskab for 2022 ved kasserer Ivar Benktsson
  4. Budgetforslag for 2023
  5. Arkivlederens beretning for 2022
  6. Ændring af tidspunkt for afholdelse af generalforsamling.
    Bestyrelsens forslag – inden udgangen af februar måned.
  7. Ændring af kontingent: bestyrelsen foreslår 100 kr. for enkelt personer og 150 kr.
    for husstanden.
  8. Indkomne forslag. (skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før
    generalforsamlingen).
  9. Valg af stemmetællere.
  10. Valg til bestyrelsen:
    Der vælges 3 personer til bestyrelsen i ulige år.
    På valg er: Jeppe Kajgaard, Niels Ole Christensen og Karin Pedersen.
    Da Karin er Arkivleder, skal der gerne findes en afløser. De øvrige modtager
    genvalg.
  11. Valg af revisorsupleant for 1 år.
  12. Eventuelt

Der serveres kaffe og kage.

Ved generalforsamlingen vil tidligere skoleinspektør Hans Henrik Frey komme med et indlæg om arkivet gennem tiden, og hvad der arbejdes med.


Vi håber, at vi ses,
/Bestyrelsen